“Forholdene i Afghanistan skal løses af afghanere og ikke ved, at fjerntliggende lande med en anden kultur fører krig i landet med mere eller mindre besynderlige påskud, der hele tiden ændres.”
Kåre Warberg, i et læserbrev i Jyllands-Posten.
Ikke se, ikke høre, ikke tale. Mr. Business as Usual.
Af Seth Tobocman, via Raising Yousuf and Noor.
Avi Shlaim er professor i historie ved universitetet i Oxford og har altid været loyal overfor staten Israel, i hvis hær han gjorde tjeneste i 60erne.
Besættelsen af Gaza og Vestbredden og især den sidste tids angreb har dog fået filmen til at knække, skriver han i The Guardian:
The only way to make sense of Israel’s senseless war in Gaza is through understanding the historical context. Establishing the state of Israel in May 1948 involved a monumental injustice to the Palestinians. British officials bitterly resented American partisanship on behalf of the infant state. On 2 June 1948, Sir John Troutbeck wrote to the foreign secretary, Ernest Bevin, that the Americans were responsible for the creation of a gangster state headed by “an utterly unscrupulous set of leaders”. I used to think that this judgment was too harsh but Israel’s vicious assault on the people of Gaza, and the Bush administration’s complicity in this assault, have reopened the question.
I write as someone who served loyally in the Israeli army in the mid-1960s and who has never questioned the legitimacy of the state of Israel within its pre-1967 borders. What I utterly reject is the Zionist colonial project beyond the Green Line. The Israeli occupation of the West Bank and the Gaza Strip in the aftermath of the June 1967 war had very little to do with security and everything to do with territorial expansionism. The aim was to establish Greater Israel through permanent political, economic and military control over the Palestinian territories. And the result has been one of the most prolonged and brutal military occupations of modern times.
Link: How Israel brought Gaza to the brink of humanitarian catastrophe
En gammel nyhed, men altså:
On the heels (gettit?) of the now-notorious incident in which an Iraqi journalist threw his shoes at some guy named George Bush, the world press has rushed to tell us that throwing shoes is a really bad thing in the Arab world. Not like here in the west, where it’s a gesture of affection.
“In Arab cultures, throwing shoes is a grave show of disrespect.” —Bloomberg.com
“The act is an Arab symbol of contempt.” —Christian Science Monitor
“Throwing shoes at somebody is a supreme insult in the Middle East.” —Reuters
“In Iraqi culture, throwing shoes at someone is a sign of contempt.” —Associated Press
Citeret fra Boing Boing.
Seumas Milne skriver i The Guardian:
Britain’s armed forces will withdraw from Iraq with dishonour. Not only were they driven from Basra city last summer under cover of darkness by determined resistance, just as British colonial troops were forced out of Aden 40 years ago – and Iraq and Afghanistan, among other places, before that. But they leave behind them an accumulation of evidence of prisoner beatings, torture and killings, for which only one low-ranking soldier, Corporal Payne, has so far been singled out for punishment.
It’s necessary to spell out this brutal reality as a corrective to the official tendency to minimise or normalise the horror of what has evidently been a criminal enterprise – enthusiastically supported by David Cameron and William Hague, it should be remembered, as well as Tony Blair and his government – and a reminder of the dangers of escalating the war that can’t be won in Afghanistan.
…The struggle to end US occupation and control of the country is far from won.
The same goes for the wider shadow of the war on terror, of which Iraq has been the grisly centrepiece. Its legacy has been strategic overreach and failure for the US: from the rise of Iran as a regional power, the deepening imbroglio of the Afghan war, the advance of Hamas and Hizbullah and threat of implosion in Pakistan – quite apart from the advance of the nationalist left in Latin America and the growing challenge from Russia and China. But at its heart has been the demonstration of American weakness in Iraq, the three trillion-dollar war that helped drive the US economy into crisis.
Link: Britain leaves Iraq in shame. The US won’t go so quietly
Chefkonsulent Gunnar Olesen antyder i en kronik i Politiken, at krigen i Afghanistan nok slet ikke kan vindes – men at freden måske kan.
Hvis han har ret i dét, er de danske soldaters skandaløse “angrib, angrib, angrib!“-holdning ærligt talt cirka så galt afmarcheret, som det overhovedet kan være.
Olesen vover endda at antyde, at der måske kan være mere end én opfattelse af virkeligheden, alt efter hvem man er:
Udsigten til militær sejr er problematisk, da konflikten rummer flere tolkninger end dem, vi møder i Vesten. Set fra de involveredes synsvinkel kan de groft udtrykkes som følger:
Versionen i Vesten lyder:
Et demokratisk samfund er under opbygning i Afghanistan, hvor befolkningen hjælpes til ligestilling mellem kønnene, uddannelse, sundhed og mulighed for økonomisk fremgang. Alt i respekt for samfundets muslimske karakter. Folk er glade for den udvikling. Processen vanskeliggøres imidlertid af væbnet modstand fra en gruppe radikale fanatikere, som ikke kender deres eget og andres bedste. Deres kamp muliggøres bl.a. ved narkopenge.
For en Taleban ville den muligvis lyde:
Atter har en fremmed, vantro invasion besudlet Afghanistans jord for at ødelægge islam og indføre vantro skikke. Med hjælp fra forrædere i Nord har de drevet pashtunerne ud af deres hjem, ødelægger deres livsgrundlag og dræber kvinder og børn. Men om Gud vil og med vore muslimske brødres hjælp, vil vi drive dem ud, som deres forgængere blev drevet ud før dem.
For en ’almindelig’ pashtun, dvs. befolkningen på krigsskuepladsen, ville den måske lyde:
Den nye konge i Kabul regerer sammen med krigsherrerne fra Nord og de fremmede soldater.
Hjælpearbejdere bidrager med skoler og sundhed, men de er ude på at ødelægge opiumsmarkerne. Krigsherrerne og deres politi og soldater er farlige. Taleban er også farlige, men de kæmper for islam og retfærdighed til pashtunerne. Når der er krig, er det nødvendigt at være venner med dem, der har fremgang, også de fremmede soldater.
Og for ’en almindelig borger’ i Kabul eller i Nordafghanistan:
Præsidenten har sat mange gode ting i gang med de fremmede soldaters hjælp, og jeg og min familie har fået mulighed for et bedre liv. Men regeringens medlemmer tager det meste selv, og livet er stadig usikkert.
Som Citizen ville have sagt, han kan da vist ikke have fattet ret meget af det hele. Her er vi mindre sarkastiske og vover at antyde, at det måske er de vestlige politikere, som intet har forstået, hvis de stadig tror, de kan “vinde” krigen. Måske det ville hjælpe at tage udgangspunkt i, hvordan folk i Afghanistan faktisk oplever situationen, og ikke koge det hele ned til en kamp mod dæmoniske, men ikke-eksisterende fugleskræmsler som “Taleban!!!” og “international terror”.
Link: Krig og fred i Afghanistan
Anmeldelse i Information af Kim Hundevadts bog “I morgen angriber vi igen”:
Danske soldater og deres befalingsmænd har forsøgt at omgå NATO’s egne regler for krigsførelse i Afghanistan ved at provokere, lokke og skræmme deres modpart til konfrontationer og krigshandlinger.
Af bogen fremgår det, at de angrebslystne danskere opfatter NATO’s selvforsvarsdirektiv som en kilde til frustration – en irriterende formalitet, som de forsøger at omgå ved at provokere og skræmme fjenden til at affyre det første skud, så »festen kan begynde« (side 238).
En af mulighederne var en kreativ brug af SoundCommanderen (højttalersystem). Et hold soldater fra 2. deling, lavede på en bærbar computer, som fik strøm fra lejrens generator, en lydfil med et miks af krigs- og horrorlyde: Brølende monstre fra filmen Alien vs. Predator. Vilde skrig fra en gyserfilm. You tube-videoer med amerikanske soldaters angreb på Falluja i Irak. Egne lydoptagelser fra TMG’ernes (de tunge maskingeværers) skratten…
»Angrib, angrib, angrib, og selv om vi bliver ramt hårdt, så angriber vi igen i morgen.« (side 18).
Det [lå] lige for at rette bager for smed – hævne sig på afghanerne, da de to kammerater blev dræbt af englændere:
Side 149:
»Mange danske soldater havde en følelse af indestængt vrede vendt mod Taleban, efter at Thorbjørn Ole Reese og Mikkel Keil Sørensen havde mistet livet. Inderst inde havde de accepteret, at kammeraterne var blevet dræbt af britiske missiler, men de følte stadig, at det dybest set var fjendens skyld, og håbede på at komme i kamp, så regnskabet kunne blive gjort op.«Igen var selvforsvarsdirektivet en formel hindring. For at få gang i festlighederne råbte man denne gang i SoundCommanderen:
»I er kujoner. I kæmper som kvinder …«
Sic! Kommentarer overflødige …
Link: Angrib, angrib, angrib!
Vi er sikkert mange, der husker, hvordan den danske regering i 2002-2003 igen og igen slog på, at det var nødvendigt at gå i krig mod Irak, fordi vi simpelt hen ikke kunne leve med truslen fra landets masseødelæggelsesvåben.
Per Stig Møller udtalte i TV-Avisen, at krigen var nødvendig, fordi “nu kunne det altså være nok” med de masseødelæggelsesvåben, og folk der blev ved med at stille spørgsmål, gavnede i virkeligheden bare Saddam Hussein. Anders Fogh Rasmussen sagde, at “Irak har masseødelæggelsesvåben – det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved”.
Men i dag er de alle sammen enige om, at hvad der ellers kan have været af gode grunde til at gå i krig med Irak, har masseødelæggelsesvåben ikke noget med sagen at gøre. Bortset fra Venstres løstgående Jens Rohde, der i Politiken langer ud efter Anders Fogh og andres svigtende hukommelse:
“Jeg har aldrig mødt et menigt menneske uden for Christiansborg, som ikke havde opfattelsen, at masseødelæggelsesvåben var den centrale grund til krigen. Det må man bare vedstå sig,” siger Rohde.
I en ny bog, ‘ Vejen til Irak’, som beskriver beslutningsprocessen bag Irak-krigen, træder Anders Fogh Rasmussens tidligere politiske ordfører Jens Rohde frem og fastslår, at masseødelæggelsesvåbnene var et helt centralt argument for at sende danske soldater til Irak – også selv om det ikke fremgik af regeringens beslutningsforlag.
“Det var den virkelighed, vi var med til selv at skabe i den måde, vi talte på. Det gælder både statsministeren, udenrigsministeren og mig selv. Alle sammen”, siger Jens Rohde.
You can say that again. Såvel den danske og den britiske som den amerikanske regering hamrede i de dage igen og igen løs med truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben, og hvor vigitgt det var at udskadeliggøre de.
Jeg ved ikke, om der var nogen, der rent faktisk troede på det (jeg gjorde ikke, og Colin Powell gjorde ikke, selvom han sagde noget andet), men de har grund til at føle sig noget så gevaldigt snydt. I dag har stats- og udenrigsministeren så travlt med at forsikre, at masseødelæggelsesvåben ikke havde noget med beslutningen at gøre, og forsvarsministeren overvejer endda, jfr Politikens artikel, at anlægge sag mod forfatterne til en bog, der siger noget andet.
Man kunne her retorisk spørge, om det er løgnen eller løgnen om løgnen, der er det værste. Men det er let: Det er ikke løgnen, der er det værste, men krigen, de mange hundrede tusinde cvile irakere, der er døde og såret siden invasionen – de mange hundrede tusinde civile irakere, hvis blod nu drypper Anders Foghs og Per Stig Møllers hænder.
At de nu lyver om den løgn, der førte Danmark ud i denne nyttes- og formålsløse krig, gør såmænd hverken fra eller til i det store billede. At krigen var nyttesløs, ikke har ført noget godt med sig og blev lanceret på en løgn – det er derimod humlen.
Update, mandag d. 29.: Engelbreth skriver også og lidt mere detaljeret om dette.
Eller rettere sagt – lad de store, primært amerikanske, firmaer plyndre:
Fagforeninger er vi heller ikke glade for:
Long before the present regime took power, the U.S. had identified organized labor in Iraq as its adversary. President Bush sent Paul Bremer to Iraq to set up the occupation authority. He threw out much of Saddam Hussein’s legal code, disbanded the military and began playing “divide and conquer” with religious sects and ethnic, regional and tribal groups. But there was at least one law he kept on the books and enforced. That was Saddam’s 1987 Decree No. 150 that made it illegal for employees in the public sector and publicly owned enterprises (80% of all Iraqi workers) to have a union or negotiate over the terms of their labor. The Maliki government has continued to enforce this anti-labor edict of the dictatorship, despite the fact that the new constitution calls for enactment of a basic labor rights law, and that Decree No. 150 violates the internationally recognized fundamental rights of workers defined by International Labor Organization (UN) Conventions on the rights to organize, bargain and strike.
In Iraq today, union bank accounts have been frozen, union offices have been raided and ransacked by both U.S. and Iraqi forces, government ministers have ordered managers not to recognize or deal with unions (especially in the oil sector), union leaders have been beaten, arrested, kidnapped and assassinated.22 No democratic society can develop where workers are not free to organize into the unions of their choice, and where unions are not free from government control or interference.
Link.
Modspil.dk![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
