Author: Carsten Agger Published: January 21st, 2010
Informations Anton Geist har været i Irak og følge op på historien om de irakere, som efter mange år i danske asylcentre nu er blevet udvist til et krigshelvede, udenrigsministeriets egne delegationer ikke engang tør rejse ned til på fact-finding-mission.
Vi læser blandt andet om Arsad fra Kirkuk, som de danske myndigheder fik gennemtrumfet, ikke var fra Kirkuk – hvis han havde været det, skulle han nemlig have haft asyl:
»Jeg er ked af, det er gået sådan her. Jeg kunne have forsørget mig selv. Jeg kunne have betalt skat. Det havde været godt for både Danmark og mig,« siger Arsad.
Han er bitter.
»Jeg havde et liv. Det har jeg ikke mere. Efter otte år. Danmark har gjort mig til et nul,« siger han.
»Jeg er ingenting her. Jeg har ikke noget arbejde. Jeg er bange. Jeg tør ikke gå ud alene. Hvad har Danmark fået ud af at gøre det mod mig?«
Kirkuk er hårdt ramt af terror. Det er alle, Information taler med i provinsen, enige om. Og uden for provinsen har mange advaret os mod at tage dertil.
»Hvis det ikke var for jer, kunne jeg aldrig drømme om at tage dertil. Man ved aldrig, hvad der sker i Kirkuk,« som vores chauffør siger.
Men for et par år siden var situationen endnu mere kritisk i Kirkuk, er de fleste også enige om.
Netop dengang, da drabs- tallene toppede i provinsen, fik Arsad afslag fra Flygtningenævnet. Han havde søgt om genoptagelse af sin asylsag, blandt andet på baggrund af den seneste rapport fra FN’s flygtningeorganisation UNHCR, der slog fast, at den etniske og sekteriske vold i Kirkuk var så udbredt, at alle derfra havde krav på asyl – hvilket ifølge UNHCR stadig er tilfældet.
Nævnet mente ikke, at »de nye oplysninger om situationen i Irak, herunder i Kirkuk, er af en sådan karakter, at der er grundlag for at genoptage sagen«.
»De ved ikke, hvad de taler om. Hvis de var mig, ville de heller ikke kunne holde det ud,« siger Arsad.
Han flygtede i 2001 fra Irak, fordi repræsentanter fra Saddam Husseins Baath-parti flere gange havde opfordret ham til at melde sig til en af landets militsenheder. På det tidspunkt fik alle fra provinsen asyl i Danmark. Men Udlændingestyrelsen mente ikke, at han stammer fra Kirkuk.
Arsad besvarede ganske vist en lang række spørgsmål om Kirkuk korrekt og kunne tegne kort over byens gader og floder. Men et svensk firma foretog en analyse af hans dialekt og fandt frem til, at han brugte et for ‘kylling’, som man ikke bruger i Kirkuk, men lidt længere nordpå i den kurdiske by Sulaymaniyah.
Udlændingestyrelsen antog derfor, at Arsad stammede fra de kurdiske områder i det nordlige Irak, som ikke var under Saddam Husseins kontrol.
»Styrelsen finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder særlig UNHCR’s oplysninger vedrørende forholdende i det nordlige Irak, må lægges til grund, at du vil kunne vende tilbage til det nordlige Irak uden at risikere forfølgelse fra de irakiske myndigheders side,« skrev den ansvarlige embedsmand til Arsad.
Senere fastslog myndighederne i det nye demokratiske Irak, at Arsad rent faktisk stammer fra Kirkuk. Men på det tidspunkt var Saddam Hussein blevet væltet. Og de danske udlændingemyndigheder valgte ikke længere at lægge UNHCR’s anbefalinger til grund for deres beslutninger.
»Tænk at sådan noget kan ske i et civiliseret land,« siger Arsad. »Den slags beslutninger har ødelagt mit liv.«
Author: Carsten Agger Published: November 4th, 2009
Så er endnu en gruppe irakere hentet i fængslet og sendt hjem til den død, ødelæggelse og ruin, den danske regering selv har skabt i Irak.
Asylaktivister forsøgte at lægge sig imellem for at forhindre udvisningen, men kunne intet stille op mod statens uniformerede og bevæbnede håndlangere. Modkraft fulgte slagets gang:
Kl. 00:40 Det strømmer løbende til med aktivister, som ønsker at protestere mod udvisningen af de irakiske asylansøgere. En blokade, som er etableret på Ellebækvej nær Ellebækfængslet samler nu op imod 120 mennesker.
Kampklædt politi forholder sig afventende og bruger tiden på at videofilme aktivisterne, som råber “Asyl til alle!”.
Kirkeasyl oplyser desuden, at aktivister har aflåst portene til hovedindgangen ind til lejren for at forhindre, at irakerne kan bringes ud.
Kl. 01:40 En gruppe på omkring 10 mandlige beboere er kommet ud fra Sandholmlejren og har sluttet sig til blokaden foran Ellebækfængslet.
Politiet forholder sig stadig afventende. Det samme gør aktivisterne, som dog fortsætter med at råbe slagord ligesom de har sunget “Kringsat af fjender”.
Kl. 02:25 Politet udtaler til Politiken.dk, at de ikke har planer om at bryde de to blokader, som aktivister har etableret ved Sandholmlejren og Ellebæk-fængslet for at forhindre udvisningen af irakiske asylansøgere.
– Når de stopper, trækker vi os også hjem. Men vi vil ikke bryde blokaderne, siger politikommissær Søren Greve til netavisen.
– Det kan godt være, at vi fjerner de spærringer, de har sat op uden for hovedindgangen i løbet af i morgen formiddag, hvis de stadig er der. Men lige nu er det fuldstændigt ligegyldigt, siger han.
Politikomsissæren ønsker hverken at be- eller afkræfte om politiet har planer om at udvise de irakere, som sidder fængslet i Ellebæk, i nat.
Kl. 02:40 Der har ifølge Kirkeasyl været et mindre sammenstød mellem aktivister og politi ved en af blokaderne. Aktivisterne blev slået med knipler, men ingen er anholdt og blokaden fortsætter.
Hvis der stadig er nogen, der tror, at “lømmelpakken” handler om klimatopmødet, er de dummere end politiet tillader. Den handler om, at regeringen vil kunne bruge retsvæsnet som supplement til kampklædt og bevæbnet politi – til at slå ned med jernhånd, hvis nogen vover at tale dem imod.
Og igen sendes folk ned til det ingenting, vi selv har skabt – i strid med al menneskelighed, i strid med FNs anbefalinger og i strid med regeringens egen aftale med den irakiske regering. Hvor dybt kan man synke?
Update: Blandt de udviste irakere befinder sig mindst én, som er blevet direkte truet af de irakiske myndigheder. Hvilket indbyder til en gentagelse af spørgsmålet: Hvor dybt kan man synke?
Author: Carsten Agger Published: October 7th, 2009
Som Kirkeasyl også skriver, er den svært demente, 72-årige irakiske asylsøger Hassan Gardi nu blevet anholdt og anbragt i Ellebæk-fængslet ved Sandholm, formentlig med henblik på snarlig hjemsendelse.
Det er måske i et sådant tilfælde, at man kunne tale om asyl eller i hvert fald humanitær opholdstilladelse, men nej. Information skriver også om sagen:
Sygdommen er således så fremskreden, at han ingenting kan på egen hånd. Hver dag mader hans kone ham, hjælper ham med at tage tøj på og vasker ham, når han har tisset i bukserne. Desuden har Hassan Gardi forhøjet blodtryk, dårligt hjerte og lider under posttraumatisk stresstilstand, PTSD
Det har imidlertid ikke gjort indtryk i Integrationsministeriet, der den 23. juli afslog at genoptage hans sag om humanitær opholdstilladelse.
Stik imod speciallægeerklæringen samt WHOs system til klassifikation af sygdomme, som ministeriet selv benytter, konkluderede man nemlig, at Hassan Gardis demens ikke er en psykisk sygdom af meget alvorlig karakter – hvilket ifølge ministeriets retningslinjer ville have kunnet udløse humanitær opholdstilladelse.
»Endvidere kan det forhold, at De, Hassan Mohammad Hussein Gardi, ikke er i stand til at klare Dem selv, og at De er fuldstændig afhængig af pleje fra andre, ikke føre til et andet resultat,« tilføjede den ansvarlige embedsmand i ministeriet.
Vi lader den stå et øjeblik: “Endvidere kan det forhold, at De, Hassan Mohammad Hussein Gardi, ikke er i stand til at klare Dem selv, og at De er fuldstændig afhængig af pleje fra andre, ikke føre til et andet resultat“.
Den statsautoriserede følelseskulde i egen høje person. En dag må denne umenneskelighed altså høre op.
Author: Carsten Agger Published: September 16th, 2009
Samtidig med, at vi af regeringen og deres medløber får tudet ørerne fulde af, at Irak på det nærmeste har forvandlet sig til et fredfyldt, blomsterfyldt ferieparadis, hvortil vi roligt kan sende folk tilbage og det så trygt, som kom de fra Maldiverne eller Seychellerne, går ingen ringere end Iraks vicepræsident nu ud og fraråder, at man tvinger irakiske flygtninge tilbage:
De afviste irakiske asylansøgere i Danmark får nu politisk støtte fra højeste sted i Irak, oplyser Radioavisen.
Iraks vicepræsident går nemlig ind i sagen. Han vil have stoppet hjemsendelserne af irakere i Danmark, indtil forholdene i Irak er bedre. Og han vil have Danmark til at lade være med at bruge tvang for at få irakerne hjem.
Iraks vicepræsident Tarik Hashimi leverede det budskab til den danske ambassadør i Bagdad, da de for nylig holdt et møde på vicepræsidentens kontor.
Det fremgår af et referat af mødet, der ligger på vicepræsidentens hjemmeside alhashimi.org.
Men det kan naturligvis ikke afficere regeringen og Dansk Folkeparti, der sikkert lige så gerne havde sat de afviste asylsøgere af i Antarktis uden proviant, hvis ikke der nok var blevet for mange protester. Det er da altid noget, at der stadig findes enkelte samvittighedensstemmer.
Author: Carsten Agger Published: September 5th, 2009
Skuespiller og filmproducent Jesper Christensen spørger i et tankevækkende indlæg i Jyllands-Posten, hvordan det kan være vold at sidde ned, mens man får otte slag med en politiknippel:
Politibetjentene er naturligt nok blevet de nye helte nu, komplet med egen tv kanal, hvor enhver kan se, hvor stille og kærligt de kan bryde ind i en kirke midt om natten og lægge folk i plastikstrips. Kærligt, kærligt.
Ministeren roser dem da også straks efter. Ingen fra pressen spørger ham, om han mener, at det var nødvendigt for politiet at slå en siddende og aldeles uaggressiv kvinde otte gange med en knippel.
Den eneste minister, der blev spurgt, var – måske fordi hun er gammel politimester – Birthe Rønn Hornbech, der, stillet over for demonstranter så fredelige som Gandhi, stærkt ophidset udnævnte deres handlinger, altså det at sætte sig på gaden foran politiets køretøjer, til vold.
Vold var det, en meget alvorlig forbrydelse på linje med terror var det. Det kunne straffes med mange års fængsel. Og altså også nu med pryglestraf. Selvbestaltet uddelt af tilfældige betjente med lyst til den slags, og uden at nogle i embedsværket følte sig foranlediget til at gribe ind. Hele Danmark sad og så det på tv. Godt. Der fik de den. Terroristerne.
Pressen nikker, ingen følger op.
Men det er ikke, fordi regeringen er ligeglad med retssamfundet, den har bare andre prioriteringer.
Og disse andre prioriteringer er, viser det sig … burkaer! Som under 100 danskere og indvandrere vælger at gå med.
Den megen blæst om hjælp til at lade afviste asylsøgere gå under jorden har da hvirvlet støv nok op til at gøre det klart, at Johanne Schmidt-Nielsen ikke er alene. Flere andre politikere melder sig nu på banen som villige til at skjule flygtninge, skriver Politiken:
»En gang imellem skal man følge sin medmenneskelighed. Jeg ville sige kom indenfor«, siger SF’s fødevarepolitiske ordfører, Kristen Touborg.
Og socialdemokraternes erhvervsordfører, Orla Hav, vil også kraftigt overveje at hjælpe en afvist asylansøger.
»Det kommer selvfølgelig an på omstændighederne. Men tyskerne havde en dusør på min onkel under Anden Verdenskrig. Og jeg er i dag stolt over, at nogen hjalp med at skjule ham, og jeg ville håbe, at jeg kunne handle lige så uegennyttigt, hvis en iraker stod i samme situation«, siger han.
Disse politikere er ikke alene, hedder det videre:
Læger, socialrådgivere, jordemødre, advokater og masser af private borgere hjælper i et hemmeligt netværk afviste irakiske asylansøgere med husly, tøj, mad, juridisk assistance og lægetjek.
Foreningen Kirkeasyl erkender nu åbent, at den hjælper flygtninge, der lever illegalt i Danmark.
Efter den megen medieomtale af de afviste irakiske asylansøgere i Brorsons Kirke strømmer det ifølge foreningen ind med henvendelser fra danskere, der gerne vil være med til at skjule irakerne eller hjælpe dem på anden måde.
»Hvis vi fornemmer, at folk er seriøse, skriver vi deres navne ned og giver dem til de folk, der har kontakt til flygtninge under jorden«, siger Randa Sebelin fra Kirkeasyls pressegruppe.
Hver fjerde præst er villig til at skjule asylsøgere, hvis det skal være! Hvis erfaringerne fra besættelsen kan bruges til noget, vil tallet formentlig også være rigtig højt blandt læger.
Og bla Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti bla bla bla kræver indgreb fra regeringen og (bla) politiet. Fra rockerpolitiet med kniplerne. Quelle surprise. Men det er rart at se, at der stadig er danskere derude – og selv på Borgen – som er parat til at løbe en risiko for at hjælpe folk i nød. Det giver en lille smule håb for fremtiden, selv i disse for vort land så alvorlige.
Author: Carsten Agger Published: August 31st, 2009
Vi hører igen og igen i medierne, at man er nødt til at udvise de afviste irakiske asylsøgere, eftersom de nu har fået “prøvet deres sag” ved det “domstolslignende organ” flygtningenævnet. I en retsstat kan man ikke gøre andet end at overholde loven, hedder det, og derfor må de ud, så nødig vi end vil.
Men denne udlægning siger flere medlemmer af Flygtningenævnet nu fra over for, skriver Information.
Ministeren kan og bør nemlig selv give humanitær opholdstilladelse i tilfælde, hvor betingelserne for asyl ikke er opfyldt, men det alligevel er uforsvarligt at sende folk hjem. Men det har hun ikke gjort, og det fralægger hun sig ansvaret for ved at give Flygtningenævnet skylden. Men det er helt forkert, læser vi:
»Det er voldsomt irriterende at høre ministerens udtalelser i diskussionen om irakerne. Det er under lavmålet, når hun giver folk det indtryk, at hun ikke selv har noget ansvar, men at det er os i Flygtningenævnet, der alene afgør, om irakerne kan få opholdstilladelse,« lyder det fra et medlem af nævnet.
Vedkommende, der ønsker at være anonym, understreger, at Flygtningenævnet kun har kompetence til at give opholdstilladelse til personer, der er i risiko for forfølgelse eller overgreb. Hvis andre årsager taler for det, er det ministerens ansvar at tildele humanitær opholdstilladelse.
»Vi har måttet afvise mange irakere, som vi i nævnet ikke har kunnet give asyl. Blandt dem er der flere, der nok burde få humanitær opholdstilladelse af ministeren. Men jeg kan godt have den mistanke, at ministeren i mange tilfælde undlader at give dem opholdstilladelse og så lader som om, det er vores ansvar, at de bliver udvist,« siger et andet medlem af Flygtningenævnet, der også ønsker at være anonym. [...]
»Men man kunne da godt være bange for, at hun har besluttet, at nu skal de irakere, der har fået afslag fra Flygtningenævnet, bare ud af landet,« siger et medlem, mens et andet påpeger, at der i mange afslag fra nævnet »er masser af skjulte hentydninger til, at ministeren bør give opholdstilladelse.«
Så hvis nogen er i tvivl om, hvem der har ansvaret for de udvisninger, der er lagt op til med rydningen af Brorsons Kirke. Det er alene regeringen, herunder Birthe Rønn Hornbech, som hele tiden har kunnet udstede humanitære opholdstilladelser, hvilket i mange af sagerne er fuldstændig oplagt.
Og hvorfor? Svaret er, at disse mennesker skal ofres – i værste fald: Disse mennesker skal dø – som led i regeringens totale knæfald over for Dansk Folkeparti. Måtte rette vedkommende en dag blive pådømt det fulde ansvar for det svigt, vi ser i disse dage.
Author: Carsten Agger Published: August 19th, 2009
En ny meningsmåling punkterer myten om, at “danskerne” eller “flertallet” gerne vil have regeringens megastramme udlændingepolitik. 68% af de danskere, som regeringen og Dansk Folkeparti ellers bruger til at legitimere deres politik med at sende børnefamilier “hjem” til krigshærgede områder, hvor de ikke har noget at gøre, mener at den slags udvisninger er en dårlig idé, skriver Politiken:
To ud af tre danskere er imod regeringens flygtningepolitik.
I hvert fald når det handler om at hjemsende afviste asylansøgere.
Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Interresearch har lavet på vegne af centrum-venstre tænketanken Cevea.
68 procent af danskerne mener således, at Danmark ikke bør sende flygtninge tilbage til lande, som FN advarer imod, at man sender dem til. [...]
Modstanden mod at sende flygtninge tilbage til lande og områder, som FN advarer imod, at man sender flygtninge til, gælder stort set alle partiernes vælgere. Kun et flertal af Dansk Folkepartis vælgere er af en anden overbevisning.
Det er således hele 92 procent af Det Radikale Venstres vælgere, 87 procent af SF’s vælgere og 83 procent af Socialdemokraternes vælgere, der er enige i ikke at sende flygtninge tilbage til lande, som FN advarer mod, at man sender dem til.
Selv blandt regeringens egne vælgere er der markante flertal for, at man skal overholde FN-anbefalingerne på dette område. 59 procent af de konservatives og 58 procent af Venstres vælgere er af denne overbevisning.
Så næste gang du hører nogen fable om, at disse brutale udvisninger sker på “befolkningens” vegne, så ved du, at det er løgn.
Befolkningen er måske nok splittet i spørgsmålet, men et klart flertal er altså tilhængere af at vise menneskelige hensyn. I modsætning til Dansk Folkeparti og deres filialer i V og K.
![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
