En dansk mesterkok indvier de udenlandske seere i det danske cuisines mysterier og intime og velkendte forhold til dansk kultur.
En tiltrængt oplysningskampagne for de af vore medmennesker, der er så uheldige at være født uden for Danmarks grænser. Et must for enhver, der ønsker at forstå den finere danske madkultur.
Hvis du undrer dig over, hvor DA og regeringen med flere gerne vil hen, når de taler om at “forbedre konkurrenceevnen” og skære i arbejdsløshedsforsikringen:
Inside Amazon’s flagship factory in Rugeley, Staffordshire, a new way of working is evolving. There is a strong topnote of distrust, evinced by the full-body scanners that workers have to pass, every time they leave, to prove they haven’t stolen anything. The profound insecurity built into the employment model is dressed up as discipline – which is to say, Amazon expects huge seasonal fluctuations in the number of people it needs, yet likes to mask their dismissals behind a misdeameanour, so a lot of people get axed for crimes like being ill. There’s a lifesized blonde lady made of cardboard at the entrance, with a think bubble coming out of her head that says, “This is the best job I’ve ever had!” If that detail alone is enough to make your blood run cold, marry it to the testimony of the chairman of nearby Lea Hall Miners Welfare Centre and Social Club: “The feedback we’re getting is that it’s like being in a slave camp.”
Of all the details revealed by the Financial Times, the one that sank my spirits was the electronic tagging – workers have a handheld device directing them to goods. But these devices also measure their productivity in real time. If they lag behind, the machine bugs them. They are issued with constant warnings not to talk to one another or tarry for any reason. A lot of people find it quite stressful. Call them crazy.
Ja, Amazon.
Tesco, en af verdens største supermarkedskæder, kan også godt:
Meanwhile, in Tesco’s Donabate distribution centre in Dublin, workers wearing these tags are awarded percentages for their speediness (100% if they perform a task in the time estimated, 200% if they’re twice as fast, and so on), but claim they are docked if they take a loo break; afterwards, they find they have to work much faster – to get back up to their 100%. To put it in context, workers routinely scoring 110% are reported to be sweating quite hard for most of the day. So making up your targets is no walk in the park.
Så hvis du undrer dig over, hvorfor dagpengene partout skal forringes, de sociale ydelser skæres og mindstelønnen skæres ned, så er svaret her: De skal sættes ned og helst afskaffes, for at folk kan blive desperate – for at du kan blive desperat - efter at få lov til at tage sådan et job til 80 kroner i timen. Det er dét, som regeringen og DA mener, når de taler om “konkurrenceevne” og “de lande, vi normalt sammenligner os med”.
Link: When did being lowly paid become a criminal offence?
Denne blog er fra i dag udspaltet til et selvstændigt domæne, det vil sige at de sider, som tidligere lå under www.modspil.dk/wordpress nu ligger under www.modpress.dk.
Årsagen er dels, at vi gerne vil give denne blog mere fokus som selvstændig politisk blog og dels, at det er en god idé at undgå for megen forvirring om forholdet mellem de blogs, der tidligere lå på samme domæne. Dette er en politisk/kulturel blog med foreløbig to bidragydere, og modspil.dk er mere snævert min (Carsten Aggers) hjemmeside, der ganske som i dag men i endnu højere grad vil være tæt knyttet til mine bøger, læserbreve i avisen, offentlige arrangementer og så videre. Både jeg og Allan glæder os til at sende nogle suveræne salutter og gedigne mavepustere fra det nye domæne.
Link: www.modpress.dk
Dette er en intens, underholdende og i grunden ret trist film om grundlæggerne af The Pirate Bay og den retssag, de tabte for godt et år siden med fængselsdomme og erstatninger i millionklassen til følge. Du kan se filmen på YouTube som herover, eller du kan downloade en torrent fra Pirate Bay. Bemærk, at den sidste mulighed er fulgt lovlig, da filmens ophavsmand selv ønsker den spredt på denne måde.
Bemærk også, at selve hjemmesiden The Pirate Bay fortsætter for fuld styrke, selv om den altså foreløbig har kostet sine grundlæggere både fængsel og økonomisk ruin. Man aner, som talsmanden Peter Sunde observerer et sted i filmen, måske kimen til en sejr i det, som foreløbig er endt med et juridisk nederlag.
I no particular order.
Og så er der naturligvis de gode gamle:
Cryptoparty handbook, kapitel 2:
Social Networking as we know it with FaceBook, Twitter (and earlier MySpace) are certainly far from ‘free’. Rather, these are businesses that seek to develop upon, and then exploit, a very basic anxiety: the fear of social irrelevance. As social animals we can’t bear the idea of missing out and so many find themselves placing their most intimate expressions onto a businessman’s hard-disk, buried deep in a data center in another country – one they will never be allowed to visit.
Despite this many would argue that the social warmth and personal validation acquired through engagement with Social Networks well out-weighs the potential loss of privacy. Such a statement however is only valid when the full extent of the risks are known.
The risks of Social Networking on a person’s basic right to privacy are defined by:
- The scope and intimacy of the user’s individual contributions.
- A user posting frequently and including many personal details constructs a body of information of greater use for targeted marketing.
- The preparedness of the user to take social risks.
- A user making social connections uncritically is at greater risk from predators and social engineering attacks.
- The economic interests and partners of the organisation providing the service.
- Commissioned studies from clients, data mining, sentiment analysis.
- Political/legal demands exerted by the State against the organisation in the jurisdiction(s) in which it is resident.
- Court orders for data on a particular user (whether civilian or foreigner).
- Surveillance agendas by law enforcement or partners of the organisation.
- Sentiment analysis: projections of political intent.
Problemet er måske størst ved Facebook, hvor nogle mennesker anbringer dokumentation for overraskende mængder af private forhold. Dette er ikke mindre alvorligt i betragtning af, at netop Facebook gang på gang har demonstreret, at de ikke er til at stole på, hvad diverse privatlivsindstillinger angår. Hvis du har ting og billeder på sådanne sider, som du ville have det dårligt med at alle kan se i morgen, når det private firma, der tjener penge på dig og dine data, har ændret reglerne, er det måske værd at overveje, hvor god en idé det er at have dem der.
Jeg bruger selv sociale medier, så det er ikke for at være hellig – men som med alt i dette liv er det en afvejning. Og du har aldrig kunnet forvente andet, end at i morgen kan enhver privatlivsbeskyttelse på sådanne sider være pist væk, og det kan måske have større konsekvenser, end de fleste lige gør sig klart.
Dette primært for lige at berøre et emne, vi formentlig ikke når at dække (i hvert fald ikke tilfredsstillende) til det kommende Cryptoparty på Hovedbiblioteket i Århus.
New York Times, 20. december 1924: Hitler er en færdig mand efter sit fængselsophold og vil nu trække sig tilbage.
I øvrigt et gennemgående træk ved dækningen af den politiske udvikling i Tyskland i disse og følgende år: Mange havde travlt med at forklare, hvorfor det ikke ville gå så galt, og hvorfor de civiliserede tyskere aldrig ville lade de ting ske, som nazisterne ønskede. Se f.eks. det her.
Link (via Boing Boing).
Jeg var i går til forpremiere på Nagieb Khajas dokumentarfilm Mit Afghanistan – Livet i den forbudte zone. Det er en film, der i vid udstrækning er filmet af en række civile afghanere i krigszonen, som instruktøren har forsynet med en kameratelefon, så de kunne filme udsnit af deres eget liv.
Resultatet er blevet en gribende og bevægende film om folk der, som Khaja forklarer i filmen, ikke er involveret på hverken den ene eller den anden side i den krig, der bogstaveligt talt raser i deres baghave, mens de selv bare forsøger at leve deres liv. Det er et Afghanistan, vi sjældent hører meget til i medierne, hvor vi mere hører om striden mellem de vestlige styrker og Taleban – en modsætning, som ikke siger de lokale afghanere meget.
I information citeres Nagieb Khaja i dag for denne karakteristik af den situation, som hans film afdækker:
Der er en scene i Nagieb Khajas nye dokumentarfilm Mit Afghanistan – Livet i den forbudte zone, hvor en britisk officer henvender sig til en forsamling af ældre afghanere. Nærmest høvisk hilser han på dem og forklarer, at de kommer med gode hensigter og respekterer deres kultur og traditioner. Derefter giver han ordet til sin afghanske samarbejdspartner, som fortsætter på afghansk med at give dem en syngende skideballe, truer dem og forklarer, at de hellere må skynde sig at komme med oplysninger om folk, der opfører sig mistænkeligt i deres landsbyer, så en regn af granater omgående kan fjerne dem fra jordens overflade.
Nagieb Khaja griner lidt ved et spørgsmål om scenen.
»Det er totalt Rudyard Kipling, den hvide mand og indianerne. Den vestlige soldat, der kommer med sit ’vi respekterer jer, how! Vi har ikke lange skæg som jer, men vi er alle ens’. Og så kommer ham tossen, som er vores allierede og kalder dem for kujoner og siger, de skal hjælpe, og, nå ja, forresten så snupper vi også jeres jord. Og den britiske officer sidder der bare og fatter ikke, hvad der foregår. Han tror jo bare, han fortsætter der, hvor han slap,« forklarer den dansk-afghanske journalist om sit nye dokumentarprojekt.
»Det viser bare, at vi er i Afghanistan som elefanter i en glasbutik. Vi aner ikke, hvad vi har med at gøre efter så mange år. Der er så mange ting, der går tabt. På grund af sproglige misforståelser, på grund af interne afghanske dynamikker og modsætninger, vi ikke forstår; klasseskel, stammeskel, personlige konflikter. Det er helt andre ting, der er på spil, end vi tror. Vi har fået at vide, at vi er dernede for at bekæmpe Taleban, men i virkeligheden tyder alt på, at vi er blevet viklet ind i en borgerkrig, der handler om alt mulig andet end det, vi troede, det handlede om« .
Filmen er ikke som sådan et indlæg for eller imod krigen, men et indblik i det vigtigtste af alt – det, som alle glemmer, når nyheder fra krigen kun rapporteres af journalister, der ser det hele fra de vestlige soldaters side: Almindelige menneskers liv.
Forpremieren foregik på Godsbanen i Århus og 11 andre byer og skete meget passende til støtte for Street2School, der arbejder for at hjælpe afghanske gadebørn til at komme i skole. Jeg smed en halvtredser i indsamlingsbøssen på vej ud og håber, at mange andre gjorde det samme.
Ordet fanger er en fremragende dokumentarfilm om den retorik og det skred i menneskesyn, der i årene 2001-2011 førte Danmark helt ud til kanten. Se den før din nabo.
“Mord” rimer ikke på “mor”. “Fjer” rimer ikke på “færd”. Så hvorfor skriver I, at de gør?
Modspil.dk![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
